Bettina Tvede - Coaching & Wellness

 

 

 

 

 

 

 

Gør du det ”rigtige”, for at blive opfattet som værende ”rigtig”, altså for ikke at blive opfattet som værende ”forkert”  ?

 

 

Måske tror du på at: Jeg er god, OK og i orden, hvis bare du gør det ”rigtige” ?

Og måske tror du på at: Jeg må ikke lave fejl eller have mangler, fordi så vil jeg være ”forkert” . . . i modsætning til at være ”rigtig” ?

Ved at fastholde sig selv i etiketten at være ”rigtig” eller ”forkert”, trækker vi os selv ud af balance, og skaber et fundament i ubalance – en ubalance, som gør det ekstra svært for os at være og føle os frie, tilfredse og lykkelige. 

Når du forventer eller stræber mod det ”rigtige”, forventer du ofte, at du selv skal være ”rigtig”. Det er et meget stressende fuldtidsarbejde, hvor du ofte ender med, at du hverken føler dig tryg, fri eller oplever nuet fordi du har så travlt med at være ”rigtig”.  

Vi går glip af det væsentlige i livet, nemlig nydelsen ved nuet, når vi stræber efter det ”rigtige”. Vi er ude i fremtiden, vi er ude i vores forestilling og forventning om det ”rigtige”, fordi vi fejlagtigt tror, at hvis bare vi f.eks. finder den ”rigtige” kæreste, får den ”rigtige” boligindretning eller får den ”rigtige” kjole eller bil, så vil vi blive lykkelige, og det hele vil være så skønt og ”rigtigt”. Men er det sandt?

”Rigtigheden” lammer os. Det stopper alt kreativitet og menneskeligt udtryk, fordi vi er så fokuseret på ikke at begå fejl og dermed være ”forkerte”. Det er menneskeligt at fejle og en naturlig måde at indsamle erfaring på. Når vi forsøger at skabe det ”rigtige” bliver vi stædige, ufleksible og snæversynet. Vi mister det impulsive, naturlige og kreative drive, flow og udtryk.

Vi er alle født perfekte, det er vores gudbenådet fødselsgave. HUSK at du erallerede perfekt, du er præcis som du skal være. Det vigtigste er, at du er åben og nysgerrig og derved åbner mere op for din egen unikhed, ved at anerkende den du er.

Når du ikke længere er optaget af, hvad du tror, at andre synes om dig og dine valg, så vil du opdage, at du ikke længere tillægger det betydning at være ”rigtig” eller ”forkert”. Du vil let kunne udvikle dit fulde potentiale, ved f.eks. at frigøre de egenskaber du har undertrygt. 

Hvorfor er det så svært at acceptere os selv, præcis som vi er? 

Som barn var vi dybt afhængige af vores forældre og andre omsorgsgivere under vores opvækst, for at få vores basale behov for mad, hjem og omsorg dækket. Vi blev simpelthen super gode til at tilpasse os og tillære os mønstre, roller og vaner for at være ”rigtige” i omverdenens øjne. Man kunne sige, at vores indre kongedømme blev styret af vores indre pleaser. For at overleve måtte vi være på en bestemt måde, for derigennem at opnå vores forældres opmærksomhed, omsorg og kærlighed, selvom det indbefattede urimelige slåen knuder på vores naturlige menneskelige adfærd. Vores angst for at være ”forkert” var så dominerende, at vi valgte at tilsidesætte vores naturlige jeg, for at være ”rigtig” i omverdenens øjne.  

Men nu er vi selvstændige voksne mennesker, som selv kan dække vores egne basale behov. Vi har ikke længere brug for at lader os styre af vores indre pleaser i det overdrevne omfang.

Vi har som voksne glemt, at vi er frie til, at være lige præcis dem vi er. Vi skal hverken gøre os ”rigtige” eller ”forkerte” for at få kærlighed, vi skal blot være frie til at være os selv. Men hvad vil det sige, at være os selv? - for hvem er vi ? 

Hvem er du ? 

Hvis vi nu forestiller os, at du blev født som et prægtigt slot med smukke høje tårne, dybe kældre og tusinde skønne værelser, hvor hvert enkelt værelse repræsenterer en personlig egenskab. Forestil dig så, at hver gang dine forældre fortalte dig verbalt eller kropsligt, at du var ”forkert”, så valgte du at lukke af til det værelse (den personlige egenskab) pga. angsten for at være ”forkert”. Gennem livet fortsætter du denne handling, hvor du styret af angsten for at gøre noget ”forkert” og virke ”forkert” bliver ved med at lukke af til værelserne (personlige egenskaber), når du eksempelvis vil passe ind i skolen, på arbejdspladsen og i mødet med nye mennesker. Så du startede med at være et prægtigt slot, men er nu en fireværelse lejlighed !

Nu viser du kun de (4) værelser/personlige egenskaber frem, som du med sikkerhed ved er ”rigtige”, fordi du vil elskes. 

Og selvom du modtager store mængder kærlighed i dag, kan du risikere at føle dig tom, ensom, energiforfaldt og ikke særlig tilfreds med at være dig !

Hvorfor ?

Fordi du ikke er dit sande og autentiske selv, fordi du har lukket ned for så mange fantastiske værelser/personlige egenskaber, hvilket har medført, at dit fundament er kommet i ubalance. . . . . og det koster på tilfredshedsgraden af at være dig. 

Ønsker du at slippe din forestilling om at være ”rigtig” og ”forkert”, og i stedet åbne op og få kontakt til de personlige egenskaber du har lukket døren til ? 

Jeg har metoderne, værktøjerne og erfaringen til at skærpe din bevidsthed, så du kan blive et mere sandt og autentisk menneske, og derved opnå en større balance, frihed og tilfredshed med dit liv.

 

 

Bettina Tvede - Classensgade 5 - 2100 København Ø - Tlf: 2714 0619 - Mail: coach@bettinatvede.dk

Få inspiration, tilmeld dig mit temabrev på coach@bettinatvede.dk